Menu

Vedtægter

Vedtægter for Kvindedivisionsforeningen

§ 1 Navn og medlemmer

”Foreningen af kvinde DM og U18 DM klubber” Kvindedivisionsforeningen, forkortet til KDF, er en sammenslutning af klubber, som deltager i kvinde DM og U18 DM. Medlemskabet ophører automatisk ved en klubs nedrykning fra DM, samt når medlemskontingent ikke betales efter udsendt rykker.

§ 2 Formål

Kvindedivisionsforeningens formål er at formidle et fast samarbejde medlemsklubberne imellem til varetagelse af fælles interesser til gavn for klubberne og dansk kvindefodbold.

Klubbernes talerør overfor andre instanser, herunder DBU

§ 3 Kontingent

Hver medlemsklub betaler et årligt kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen. Hvis en klub har både DM og U18 DM, betales kun ét kontingent.

§ 4 Bestyrelsen

Kvindedivisionsforeningen ledes af en bestyrelse, bestående af 6 – 8 medlemmer. I ulige år vælges formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer. I lige år vælges 3 - 5 bestyrelsesmedlemmer. Valgene gælder valgperioden ud, selvom den valgtes klub rykker ud af DM. Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter generalforsamlingen. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. Formanden, i dennes fravær næstformanden, er i tilfælde af stemmelighed afgørende.

For at kunne indtræde i KDF's bestyrelse skal vedkommende være repræsenteret i medlemmets bestyrelse eller skriftligt være udpeget af denne bestyrelse og underskrevet af de tegningsberettigede.

§ 5 Underskrift og prokura

Kvindedivisionsforeningen forpligtes i den daglige drift ved underskrift af formanden, eller i dennes forfald ved næstformanden. Bestyrelsen kan meddele formanden og kassereren eneprokura.

§ 6 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle Kvindedivisionsforeningens anliggender. Hver medlemsklub har kun 2 repræsentanter der har stemmeret. De repræsentanter, som repræsenterer medlemsklubben på generalforsamlingen, skal anmeldes senest 8 dage før generalforsamlingen. Stemmeret kan ikke udøves pr. brev eller overføres til anden klub ved fuldmagt. Bestyrelsesmedlemmer har hver en stemme.

§ 7 Dagsorden for generalforsamling

Dagsorden for generalforsamling

Den årlige generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal med følgende dagsorden:

1.     Valg af dirigent

2.     Formandens beretning

3.     Kvindedivisionsforeningens fremtidige opgaver

4.     Regnskab og budget
a)     aflæggelse af revideret regnskab til godkendelse
b)    budget fremlægges til godkendelse
c)     fastsættelse af kontingent (jvf. § 3)

5.     Behandling af indkomne forslag

6.     Valg af formand (jvf. § 4)

7.     Valg af 2 - 4 bestyrelsesmedlemmer

8.     Valg af revisor

9.  Evt.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen ønsker det, eller når 5 medlemsklubber indsender skriftligt begæring til bestyrelsen, ledsaget af en redegørelse for de forslag, der ønskes behandlet. Der skal herefter indkaldes til generalforsamlingen senest 14 dage efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen.

§ 9 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel. Dagsorden skal indeholde en specificeret angivelse af de punkter, der agtes behandlet, og kun de forslag, som er optaget på dagsordenen, kan afgøres på generalforsamlingen.

Forslag fra medlemsklubberne skal for at komme på dagsordenen være indsendt senest 3 uger før generalforsamlingen.

På generalforsamlingen vælges en dirigent til at lede generalforsamlingen. Dirigenten afgør alle spørgsmål om stemmeafgivelse, derunder om skriftlig afstemning skal ske. Referatet af generalforsamlingen underskrives af dirigenten.

Referatet fra generalforsamlingen, vil blive lagt på Kvindedivisionsforeningens hjemmeside, samt udsendt til kvinde DM og U18 DM klubberne.

Alle spørgsmål, der kommer til afstemning, afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Til ændring af Kvindedivisionsforeningens vedtægter kræves et flertal bestående af 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen. Vedtagelse af Kvindedivisionsforeningens opløsning kan kun ske, når ¾ af foreningens medlemmer er til stede, og vedtagelsen sker med 5/6 af de afgivne stemmer.

I tilfælde af Kvindedivisionens opløsning tilfalder en eventuel formue medlemsklubberne.

§ 10 Økonomi

Kvindedivisionsforeningens regnskabsår følger kalenderåret. På enhver ordinær generalforsamling forelægges et af bestyrelsen og revisionen underskrevet årsregnskab med tilhørende status. Medlemsklubberne hæfter ikke økonomisk overfor Kvindedivisionsforeningen. Foreningen kan ikke indgå nogen form for aftaler som binder medlemsklubberne, hverken sponsormæssigt eller økonomisk – uden dette er forhandlet direkte med de enkelte medlemsklubber. Skriftlige aftaler skal foreligge.

§ 11 Eksklusion

Medlemsklubberne er forpligtet til at overholde Kvindedivisionsforeningens vedtægter. Bestyrelsen kan ved overtrædelser i henhold til foranstående ekskludere medlemmet af foreningen. Et hvert ekskluderet medlem har ret til at indanke spørgsmålet om eksklusionens gyldighed for først kommende generalforsamling under iagttagelse af bestemmelserne i §§ 8 og 9.

§ 12 Udmeldelse

Udmeldelse skal ske med mindst ½ års varsel til en 31. december.

 

Ændringerne er vedtaget i ovenstående ordlyd på Kvindedivisionsforeningens generalforsamling i Århus den 23. februar 2014.

Luk